Posts tagged frokost
Posts tagged frokost
0 notes &
En af de nemmeste og mest appetitlige aftens- eller frokostretter, der ovenikøbet kun tager en 20-25 minutter at tilberede.
Basis er knasende sprødt, nyvasket og ditto slynget romainesalat skåret i grove stykker.

Saftige kyllingebryster - et til hver person. Stegt på pande, men endelig ikke gennempryglet. Lige inden du tager brysterne af, giver du panden lidt balsamicoeddike, deglacerer den og svinger brysterne rundt i reduktionen. Det giver både en sødme og en skarphed til kødet.
Lad dem hvile og skær dem tyndt på skrå.

Store rustikke croutoner: Et daggammelt flute ristet på panden i olivenolie og et par fed hvidløg - med skæl og det hele. Salt og peber til sidst.

Og så dressingen - rettens delikate fugemasse.
Af en æggeblomme og et par store bløb neutral olie pisker du en mayo op. Så tilsætter du et par ansjosfilleter, en fed hvidløg, en knold parmesan og et par tsk sennep og blender det hele med en stavblender. Juster herefter med citronsaft, salt og friskkværnet sort peber.
Lad alle ingredienserne mødes med dressingen sekunder før salaten rammer tallerknerne. Giv den også nogle lange flager af parmesanosten. Kylllingebrystet på toppen. Lidt friskkværnet peber til allersidst.

1 note &
Til en pandefuld laksefrikadeller skal du hakke omkring 400 gram laks fint og tilsætte et fintsnittet skalotteløg, et æg, lidt revet parmesanost, lidt hvedemel, en stor dusk hakket dild, lidt ligeså hakket estragon, citronsaft fra en halv citron, lidt mælk, salt og peber.
Lad farsen hvile lidt i køleskabet, før du laver frikadellerne af den. Husk at stege en lille bitte delle først, så du kan justere saltbalancen, før du begynder at vælte panden til med fars.

Mørkt, maltet rugbrød med laksefrikadeller, sæsonens allersidste stenbiderrogn og asparges skåret ultratyndt på mandolinjern og vendt i lidt citronsaft.

1 note &
Du skal bruge en mandolin til den her salat, eller - i mangel af strengeinstrument - meget gode tyndsnitningsevner og en skarp kniv.
Der er tre rødder i salaten: Pastinak, knoldselleri og majroe. Mandolér dem tyndt ned i isvand, det får flagerne til at stramme sig an og blive endnu mere sprøde. Når du er klar til at vende dem i dressingen, giver du dem lige en tur i salatslyngen, så de ikke tager for meget vand med over i salaten.
En dressing på citronsaft, lidt hoisinsauce, knust szechuanpeber og sojasauce. Pas specielt på med hoisinsaucen - den må endelig ikke overdøve rødderne, men blot bidrage med den der herlige fermenterede smag i baggrunden.
Og så karse. Direkte fra vattet.
Bum, bum.
Knasende sprød, frisk og substantiel vintersalat med varme fra peberen.

Fin let frokost.

0 notes &
Lige nu ligger der tusindvis af flæskestegslevninger fra i aftes i danske køleskabe.
Såeh…bum bum! Ja! Ja, netop!
Start med et godt sandwichbrød. Her har jeg lavet det der grydebrød, men i en lille kasserolle. God størrelse.

Brun sovs og friskkværnet sort peber.

Flæskestegen. Mindst tre skiver.

Syrligt æble.

Lynsyltet rødbede - tynde skiver af rødbede vendt i salt, sukker og citronsaft.

Toppen på.

1 note &
Ingen ide om, hvad denne ret skal hedde. Skal vi kalde den for, hmm…Dennis Rommedahl? Ja? Mmm, ok! Den er i hvert fald hurtig.

Start med at branke en peberfrugt godt og grundigt direkte over gassen. Hvis du ikke har gas, hmm, tja, grill? Grillen i ovnen? Et eller andet varmt. Når frugten er branket, lægger du den i en skål, dækker med folie og lader den stå en ti minutters tid.
Herefter kan du pille det brankede skind af. Men vær ikke for nussen omkring det - det er fint nok med lidt sort i maden. Skær peberen i strimler og giv dem lidt salt.

Feldsalat. Skyl godt.

Og så kødet. Kalvekød. Tyndt. På en ubønhørlig varm pande i meget kort tid. Skær i mundrette stykker. Anret på tallerknen. Salt, peber, citronsaft, olivenolie.

Og ovenpå lidt grillet peberfrugt. Og ovenpå feldsalat. Lidt mere olivenolie. Salt.
2 notes &



0 notes &

Den klump fars, jeg havde til overskud fra forårsrullerne den anden dag, rullede jeg og stegte til kødboller til den ultimative asiatiske sandwich.
Ud over kødet er der skrællet agurk, bambusskud, koriander, mynte, thaibasilikum, chilisauce og en marinade lavet helt klassisk på sojasauce, fiskesauce, risvineddike, finthakket chili og hvidløg, lidt sukker og revet ingefær.
Det største problem med sådan en Jens Okking er jo, hvordan man spiser den. Men med steakbestik går det. Når den falder fuldstændig fra hinanden, har man jo også chancen for at smide lidt mere chilisauce på.
God lørdag!
0 notes &
Salt på peber på æg på rejer på persillepesto på maltet rugbrød på tallerken.

Og i øvrigt…Kære cykeltyv. Jeg tilgiver dig. Møs møs.
10 notes &
Hvem påstår, at bagte kartofler er en sommerret? Nå, ingen? Ok, men hvem påstår så, at bagekartofler kun fungerer som tilbehør til et stykke kød? Jah ok, der var alligevel et par stykker.
Anyways, i den nøgne version er det sat’me også en let frokost. Lige til at tage i hånden og nyde i den blege vintersol.

Specielt hvis du har lavet forarbejdet med at røre cirka 75 gram smør med masser af frisk timian og en teskefuld stærk sennep, lidt revet citronskal og salt og peber.

Jeg giver mine bagekartofler to timer ved 180 grader og smider en gang i mellem et glas koldt vand ned i bunden af ovnen. Dampen gør kartoflerne mere saftige og giver dem en herligt sej skræl.

Og til kaffen bagefter? Hvad med et lille stykke svesketærte?
2 notes &
Når man har lavet snaps, vil man uvægerligt række ud efter rugbrødet og silden.

Men også andre stykker smørrebrød. Her er tre, jeg lavede til en herrefrokost i lørdags.
Først hønsesalaten. Kog en kylling (ja, eller en høne), pil kødet fra og bland det med et glas asparges, et par håndfulde ristede markchampignoner, lidt af vandet fra aspargesen, 2 dl græsk yoghurt, 1 dl mayonnaise, en tsk sennep, lidt citronsaft, en god stærk karry, salt og friskkværnet peber.
Inden jeg kogte kyllingen, pillede jeg skindet af den og sprødstegte det. På toppen af salaten fik skindet selskab af blegselleri, karse og lidt af de stegte champignoner.

Kartoffelmad med radiser og kantarelcreme. Kantarelcremen lavede jeg ved at stege en stor bunke kantareller sammen med lidt hakket skalotteløg og et ditto fed hvidløg. Herefter tilsatte jeg lidt sherryvineddike, reducerede ned og smed en deciliter fløde i. Så fik den stavblender og til sidst salt og masser af peber.

Og til sidst en med kamsteg. Jeg kan godt lide at pille stegen ud af ovnen, når den har en kernetemperatur på 65 grader. Det giver en farve lige over rosa og en steg, som er saftig og mør og som fortsat er det, når kødet er kølet af. Perfekt til smørrebrød.
Pynten kører et æbleflæsktema: Sværen, en kvist timian og æblemos.

0 notes &
Hvedebrød, forloren hare fra forleden, modnet ost, sennep.

1 note &
Kantarelsæsonen er på trapperne, nogle steder i Danmark måske endda over os, og min pizzaproduktion den anden dag efterlod en håndfuld kantareller og nogle nye kartofler i meget tynde skiver. Hvis du ikke har en mandolin - køkkenredskabet, ikke musikinstrumentet, forstås - så kan du bruge en kartoffelskræller til at skive kartoflerne tyndt.
Lidt olivenolie på en ret varm pande sammen med kartoflerne og de små trimmede kantareller. Efter kort tid får de selskab af timiankviste, lidt enebær og en klat smør. Salt og friskkværnet peber.

Det stykke grillet brød, et lille bløb creme fraiche og et par dråber citronsaft.

Tjek i øvrigt denne hjemmeside www.kantareller.dk. Fin side med det meste, man bør vide, om de små gule og hvide guldklumper.
0 notes &
Giv den også lige lidt salt og friskkværnet peber. Og lidt chilisauce.

Og så i sandwichmaskinen, hvis du har sådan en - eller toasteren. Eller måske bare under strygejernet (husk at tage damp af).

Yir!

0 notes &
På det varme og indbydende La Boqueria madmarked i Barcelona købte jeg i sidste uge et stykke peberpancetta.

Se lige den bandit.

Jeg skar lidt af den i fede tern og stegte dem.

Så blandede jeg en salat med miksede babyblade, den let bitre julesalat og masser af kruspersille.

Og vendte den i en dressing rørt på olivenolie, sennep, citronsaft, sherryvineddike, salt og peber.

Til sidst dryssede jeg salaten med den stegte pancetta og rustikke crutoner stegt i en blanding af olivenolie og lidt af stegefedtet fra grisen.

Der er sgu da en let og velsmagende sommerhovedret. En frokost måske?
0 notes &
En aspargesomelet er da lige sagen at starte en søndag, der føles som en lørdag, på. Først får de grønne lige lidt varme sammen med smør og masser af salt, peber og citronsaft.

Og så et par sammenpiskede æg.

Og flip og værsgo.

Jeg så i øvrigt for et par år siden i en pub i Norwich et skilt med følgende formanende tekst: “Would members please refrain from urinating in the umbrella stand during asparagus season”.