Jans Madblog

En blog om mad - en mablog? mblog? mlog? En mbmgdlbmmbfb? Årh, whatever! Bon appetit!

Posts tagged chili

0 notes &

Char Kway Teow - eller i hvert fald tæt på

Denne ret er fra Singapore og omegn og indeholder i sin traditionelle form kinesiske pølser og fiskekager som kødbasis. Man ser den dog rundt omkring i Asien med andre ingredienser - for eksempel har jeg i en snæver sidegade i Beijing fået den med hakket svinekød.

Uanset hvad, så er det en herlig ret. Her er min version, der benytter sig af tigerrejer.

image

Og det er også dem, du bør starte med. Knæk skallerne af og rens cirka et halv kilo. Sørg for at få fjernet tarmstrengen fra dem. Når man køber frosne tigerrejer fra Sydøstasien, er det ofte opdrætsrejer, så de færreste har noget at fjerne. Men tjek alligevel.

image

Så skal du lave en håndfuld friturestegte skalotteløg. De tilføjer knas til retten. Skær skalotteløg i tynde ringe, vend dem i mel, som du har saltet, og frituresteg dem i varm olie til de er eksploderende sprøde.

image

Ud over rejerne og løgene skal du bruge 3 æg, 2 håndfulde forkogte risnudler, 2 håndfulde bønnespirer, 3 fed hvidløg, et par springløg, chilipasta, sojasauce, mørk sød sojasauce (det som også hedder kecap og ketsjap og en masse andre etymologiske forstadier af ketchup) og en tre fire spsk neutral olie. Hvis du kan få fat i belacan - rejepasta - så skader det absolut ikke. 

Kig på pakken hvordan risnudlerne skal behandles. De skal koges, før de ryger i wokken.

Nu er du klar.

Fyr helt op for wokken. Lidt mere. Lidt mere. *Røg*. Lidt mere. Lidt olie i.

Start med æggene. Ganske kortvarigt. Ud af wokken med dem. Lidt mere olie i og så hvidløgene. Lidt efter rejerne. Når de har fået farve, giver du wokken resten af ingredienserne. Kast og kast. Og kast.

Færdig.

Husk de friterede skalotteløg på toppen.

image

Filed under hovedret fisk rejer prawns noodles chili

0 notes &

Stegt perlehønebryst med chorizo og bredbladet persille

Giv brystet et par knivridser i skindsiden, lidt salt og peber. Steg det ved høj varme på en pande i lidt olie sammen med hele fed hvidløg, halve skalotteløg og fede skiver af chorizopølse. Lidt tørrede chiliflager også for at give lidt baggrundsvarme.

Når brystet er ved at være færdigt, tager du det af panden. Så kommer du lidt vand og citronsaft i panden for lige at deglacere den. Reducer saucen lidt ind.

Server brystet på dejlig cremet polenta, hæld saucen over og giv retten lidt bredbladet persille.

Laver du mad til flere, kan du sagtens lave brysterne i et ovnfad. Husk også her lidt vand i fadet sammen med løgene og chorizopølserne.

Polentaen har jeg i øvrigt lavet med revet pecorino i stedet for parmesan. Den ost har en let syrlig bagkant, som jeg synes passer fint i polenta. Og så pisker jeg også lidt citronsaft og revet citronskal i sammen med smørret. Er polentaen blevet for tyk, kommer du bare lidt mere vand i.

image

God fornøjelse. Husk rødvinen.

Filed under hovedret kylling polenta garlic hvidløg chili

1 note &

Chili con carne 3.0 - en langsommelig lørdagsret

Det er med chili con carne-opskrifter som med Jørn Eges operationer: Der er sindsygt mange af dem. Og de er ikke helt gode allesammen. En del af dem er faktisk helt skæve.

Nå, men…den her er sgu en straight shooter.

Jeg forsøgt at simplificere retten, fokusere på få ingredienser og i stedet tilsætte masser af tid. Sæt 5-6 timer af, dog kun 30 minutter egentlig arbejde.

Anskaf dig et til halvanden kilo skært oksekød på ben, fire store løg, ti fed hvidløg, to dåser hakket tomat, et par friske chilier eller fire, et par håndfulde udblødte kidneybønnner, en håndfuld ditto butter beans, halvanden spsk spidskommen, en halv spsk szechuanpeber, salt og friskkværnet peber.

Stor gryde på blusset. Høj varme, lidt olie og i med kødet. Ikke noget med at skære det op eller hakke det eller noget. Bare i gryden i komplet form. Vend et par gange, så klumpen får masser af farve og smider lidt af fedtet.

Nu tager du kødet ud, og sætter det til side. Og så hakker du løgene groft og sauterer dem sammen med hvidløgene. De kan ryge i som hele fed eller skåret over en enkelt gang. Når løgene er godt undervejs tilsætter du spidskommen og szechuanpeberen.

Når løgene er faldet sammen og der lugter dejligt af frisk sved i hele køkkenet, smider du kødet tilbage i gryden og tilsætter tomaterne, chilierne hakket groft og også lidt vand. Kødet skal være nogenlunde dækket. Giv også gryden lidt salt.

Låg på og så skal den have 3-4 timer ved lavt blus. Helt lavt. Vend kødet halvvejs. Du kan også give gryden timerne i ovnen i stedet for. Sådan ved en 100-120 grader.

Nu skulle du kunne pille kødet i trævler med to gafler. Hiv også benet op af gryden på dette tidspunkt. Tilsæt bønnerne og giv gryden endnu en time ved lavt varme, indtil bønnerne er møre. Juster med salt og giv retten masser af friskkværnet sort peber til allersidst.

Server rygende varm.

image

Filed under hovedret chili oksekød beef

0 notes &

De vrede penne med potent pebersalami

image

Der er jo den her italienske ret, som hedder penne all’arrabbiata. En stærk omgang med masser af chili, men traditionelt set kødløs.

For at give retten ekstra vinterkrop har jeg her tilføjet skiver af en potent pebersalami. Du kan dog sagtens bruge bacon eller pancetta i stedet eller helt udelade kødet.

image

Salamien skar jeg tyndt og stegte i olivenolie sammen med fintsnittet skalotteløg og hvidløg, tynde flager af knoldselleri, tørret chili, lidt tomatkoncentrat, salt og friskkværnet sort peber.

Hele balladen blev vendt med kogte penne og lidt af kogevandet.

image

Filed under hovedret pasta hot chili

0 notes &

Grøn karry - med citrongræs, koriander og hele thaimenageriet

Den klassiske grønne thailandske karry fungerer også godt her i udkanten af december. En god kur mod flæskestegstømmermænd, når den tid kommer.

Smid følgende i indkøbskurven: 1 kg kyllingekød, to dåser kokosmælk, 8-10 cherrytomater, to citrongræsstængler, en stor knold ingefær, et par grønne chilier, 5-6 fed hvidløg, 2 springløg, et stor bundt koriander, et mindre bundt mynte, to limefrugter, sojasauce, fiskesauce, en tsk brun farin…og lidt galangar, hvis du kan finde det.

Allerførst går du ombord i karrypastaen. I din blender eller hakker smider du ingefæren, chilien, hvidløgene, springløgene, korianderne, mynten, limesaften fra en lime, sojasauce, fiskesauce, farinen og galangaren. Hak eller blend rigtig godt.

Skær kødet i rustikke stykker og brun dem godt i wok’en - hvis du da bruger sådan en. Sørg for at kødet får farve. Steg eventuelt i hold, så du holder temperaturen på stegeniveau.

Tilsæt karrypastaen, kokosmælken og de to citrongræsstængler, som du lige har givet en lammer med bagsiden af din kniv.

Lad retten simre en times tid. Den må gerne tykne lidt. Hvis du ikke kan vente, kan du hjælpe den på vej med lidt jævning af en art.

Tilsæt cherrytomaterne hele, og giv retten et kvarter mere. Juster med sojasauce og giv karryen saften fra den sidste lime til allersidst for at løfte friskheden.

Server med jasminris.

Filed under chicken curry hovedret kylling spicy thai chili

0 notes &

Krydrede indiske lammekugler - knas, ummn…orh yeah!

Superlækre, sprøde, krydrede, stærke og alt muligt andet appetitvækkere serveret med agurk og yoghurt.

Allerførst karryen: Den laver du med en spsk spidskommen, en spsk korianderfrø, halv spsk gurkemeje, halv spsk sort peber, lidt stødt kanel og to kardemommekapsler.

image

Karryblandingen smider du i en hakker sammen med et løg, fire fed hvidløg, en halv chili, en knold ingefær, citronsaften fra en halv citron, frisk mynte og koriander og salt.

image

Kør til du har en grov pasta.

image

Tilsæt 400 gram lammekød skåret i tern og lidt hvedemel. Kør indtil farsen hænger sammen og er jævn. Lad den hvile i køleskabet et par timer.

Tril små kugler af farsen, vend dem i mel med gurkemeje og salt og fritér i varm olie.

image

Server med mere hakket koriander og mynte.

Yoghurt. Agurk.

image

In English

First off, the curry: In a pestle and mortar crush a tbsp of cumin, a tbsp of coriander seeds, half a tbsp of turmeric, half a tbsp of black pepper, a bit of cinnamon, two cloves and two cardamon pods.

Toast the curry in a pan and add it to a mixer along with an onion, four cloves of garlic, a large bulb of ginger, the juice of half a lemon, a bunch of mint and coriander and salt. Blitz until you have a rustic paste.

Add 400 grams of diced lamb meat and a bit of flour. Continue until the mix sticks together and is smooth. Leave it to rest in the fridge for a couple of hours.

Form little balls of the mixture, toss them in flour seasoned with salt and turmeric and fry in hot oil.

Serve with cucumber and yoghurt.

Filed under forret lam chili

0 notes &

Ungarsk gullash - om 4 timer

Min madblog kan snart fejre to-års-jubilæum. Og for at råbe et lille hurra for det er jeg vendt tilbage til mit allerførste indlæg for at se, om opskriften ikke kunne pimpes lidt. Indlægget  handlede om ungarsk gullash, og det var en opskrift, som jeg havde skrevet ned under et Budapest-besøg hos min ungarske kammerat Peter.

Peter sagde dengang, at gullash er en af de opskrifter enhver ungarer med respekt for sig selv skal have på sin kulinariske rygrad. Og det kan han jo have ret i. Som at en dansker bør kende sin frikadelleopskrift, og en amerikaner bør kunne hælde mælk på sin burger.

Nå…men.

Jeg har ikke ændret radikalt på opskriften, men måske kælet lidt mere for - og brugt lidt mere tid på at vælge - ingredienserne.

Den allerførste og vigtigste ingrediens, som du skal tage dig tid til at lede efter, er kødet. Jeg har her fundet en oksetyndbov på 1,4 kg inklusiv ben. I supermarkedet bliver denne udskæring ofte kaldt grydesteg. Sørg for at få en med ben.

Befri kødet fra benet og skær det i store terninger. Brun dem grundigt på en supervarm pande. Meget vigtigt at udvikle smagen på dette stadie ved at brune kødet godt.

Så tager du en stor gryde og smider 3 store fintsnittede løg og 10 fed grofthakkede hvidløg i sammen med lidt olie. Sved løgene af, som englænderne siger. Tilsæt derefter det brunede kød sammen med benet, det sad på. Meget vigtigt at lægge benet med i gryden. Der er så meget smag i den marv, der smelter fra det.

Lad to dåser hakkede tomater, lidt vand, en 3-4 skrællede kartofler, en snittet rød peber, en fintsnittet chili, masser af paprika, et par laurbærblade, lidt sukker, salt og peber følge. Paprikaen må meget gerne både være rosen og den stærke variant. Og, hvis du kan få fat i det, også lidt af den røgede paprika. Paprikaen er trods alt gullash’ens bankende orangerøde hjerte.

Og nu…tid.

Giv den gerne 3 timer med lav simrevarme. Når de er gået, knuser du kartoflerne, og rører dem ud i retten. Det tykner saucen. Pil også benet op - det har gjort, hvad det skulle. Tilsæt derefter en 8-10 kartofler, skrællede og skåret halve. Giv herefter retten en time mere på blusset. Juster til sidst med salt og peber.

 Hak bredbladet persille over og server med creme fraiche og brød.

Filed under chili hovedret okse

0 notes &

Nordisk chilisambal - frisk, varm, stærk

Min gode kammerat og kollega Carsten - chilidyrker extraordinaire - kom forbi med en stor pose chilier, der, som han sagde, udgjorde cirka en tiendedel af hans høst i år. Imponerende!

Der var mange sorter i posen: Starfish, ring of fire, black hungarian, aurora, golden nugget, habanero, demon red, curry chili, big jamaican, numex orange og fatali…ja, fatali. Fedt navn, ikke?

Vi besluttede os for at lave en nordisk sambal med følgende ingredienser: 1/2 kilo chilipebre, to store løg, 10 fed hvidløg, et stort bløb æblecidereddike, lidt sukker, salt og peber. Ned i en skål, beskyttelsesbrillerne eller svejsemasken på og så brrrrzzzzzz.

Derefter kogte vi den op og lod den boble kortvarigt for at øge holdbarheden, men samtidig beholde chiliernes friske punch. Til sidst kom den i kogte glas - klar til mangt en pizza, chili con (eller sin for den sags skyld) carne, tomatsauce, grøntsagssuppe eller karryret.

Filed under chili

2 notes &

Bagt grøn karry med kylling - god weekend!

Yes! Der er virkelig smæk på den her - både frisk og intens på samme tid. Opskriften involverer en hel del forskellige ting, men er turen til grønthandleren værd. Og mange af tingene har du sikkert allerede i skabet, hvis du en gang i mellem laver asiatisk mad. Her hvad du skal bruge:

To hele kyllinger, to dåser kokosmælk, 4 dl yoghurt naturel, et stort bundt koriander, et mindre bundt mynte, 3-4 stængler citrongræs, en stor knold ingefær, to grønne chilier, 6-8 fed hvidløg, 4-6 springløg, en dåse bambusskud, en god sjat thai fiskesauce, 2 limefrugter og 1 spsk brun farin. Og sidst, men ikke mindst, en god karryblanding: 2 spsk fennikel, 2 spsk korianderfrø,  6-8 kardemommekapsler, en lille stang kanel og 1 spsk sort peber.

Her er til en seks-otte personer.

Ok, lad os klø på. 

Start med at partere kyllingerne. Del hver af filleterne i tre store stykker og hak tutten af lårene. Brun alle stykkerne godt og grundigt og stil kødet til side.

Herefter laver du den grønne karrypasta. Smid ingefær, hvidløg, 1 stængel citrongræs, chili, hoveddelen af korianderen og mynten, en sjat fiskesauce og en sjat soja i en hakker. 

Brrrzzzzzrrrrrrrr!

Så laver du den tørre karry. Altså kardemomme, fennikel osv. i enten en morter eller en kværn (eller en stor cementblander tilsat en rystepudser). Når du har lavet karryen, rister du den på en tør pande for at bringe smagen helt frem i bussen.

Og så…blander du det hele sammen i en stor gryde - kødet, karrypastaen og den tørre karry. Og bambusskudene, kokosmælken, farinen, springløgene og alt det andet, der står i ingredienslisten, men som jeg har glemt her. Ahh ja, et par stængler citrongræs. Kog ved svag varme i en times tid. Smag til med salt, peber og limesaft.

Hæld derefter karryen over i et ildfast fad og smid i ovnen ved 180 grader i endnu en time. Det koncentrerer smagen helt vildt.

Server med ris.

Filed under kylling chili

1 note &

Djævelsk kylling med tomat og timian - yeah!!

Ah, nyt objektiv til kameraet.

Tak for tippet, Thomas!

Og så maden: Køb en kylling og split den ad. Sammen med kyllingen hiver du fat i en dåse hakkede tomater, lidt pancetta i tern, en håndfuld skalotteløg, en 5-6 fed hvidløg, masser af timian, lidt soja, en økologisk citron, lidt balsamicoeddike, en chili, cayennepeber, en tsk sukker, salt og peber.

Find en stor dyb pande og rist pancettaen af. Tilsæt kyllingestykkerne og brun dem rigtig godt. Der skal sgu smag på. Tilsæt hele pillede skalotteløg og hvidløgsfedene - evt. halverede - og en del af timianen. Rist videre til løgene har fået lidt farve.

Smid så tomaten i sammen med lidt revet citronskal, saften fra den halve citron, den hakkede chili, cayennepeber, lidt soja og balsamicoeddike, sukker, salt, friskkværnet peber og lidt vand.

Læg låg på, skru ned og lad herligheden simre i en 20-30 minutter.

Smag til med salt og peber og juster med cayennepeber og citronsaft. Anret med timian og revet citronskal.

Lidt ris til måske? Velbekomme!

Filed under hovedret kylling chili

1 note &

Pitabrød fyldt med forår - og chilisauce

Ikke skyggen af grå tunfisk eller dåsemajs. Til gengæld har jeg smidt nakkekoteletter i gryden sammen med rosmarin, knust hvidløg, skalotteløg, citronskal og en grofthakket rød chili.

Da kødet var brunet rigtig godt, tilsatte jeg et ordentlig bløb tomatketchup, salt, peber og et glas vand og braiserede i en times tid ved svag varme. Derefter tog jeg kødet op og skar det i tynde strimler. Braiseringssaucen reducerede jeg, justerede med citronsaft, salt og peber og gav en gang stavblender….chilisauce.

Ud over kødet og chilisaucen har jeg proppet pitabrødet med en salat med persille og fintsnittet avocado, rødløg, tomat og radiser, drænet yoghurt, grønne asparges og mozzarella.

Filed under hovedret gris chili

1 note &

Nudler med asiatiske kødboller - Asiatisk i Vælde er Smagen!

Farsen til kødbollerne er rørt sammen af pund hakket svinekød og en krydderpasta, som har jeg lavet ved at sætte en stavblender i en rød chili, en lille knold ingefær, to fed hvidløg, et æg, saften fra en halv lime, en stor dusk koriander, to spiseskefuld hvedemel, salt, peber og et par ordentlige skvæt soja. Derefter har jeg sat farsen i køleskabet i en times tid.

Så har jeg formet den til en 12-14 kødboller, som jeg har stegt på panden i lidt olie ved middel varme. Til sidst har jeg lavet en sauce på lidt kokosmælk, soja og lime i panden. Kødbollerne og saucen er anrettet på kogte nudler og pyntet med koriander, springløg, hakkede tørristede peanuts og sesamfrø.

Filed under gris hovedret chili

0 notes &

Masalakarry - mmm, koriander!

Ah, Indien! Landet med Sai baba…men også med gode ting: For eksempel fantastisk mad. Her er en herlig kylling tikka masala, som jeg har lavet i mange år efterhånden.

Du skal bruge:

600-800 gram skært lam, kylling eller oksekød, 4 store løg, 2 dåser hakkede tomater, 2 dåser kokosmælk, et bløb olie, 2-4 chilier, 6 fed hvidløg, en stor knold ingefær, saften fra en lime, et bundt koriander, et bundt mynte, salt, peber og vand.

Men inden du går i gang med de råvarer, skal du lave selve karryblandingen. Eller altså, ja, karry er jo en blanding…anyways…du skal blande din karry! Knus 4 nelliker, 1 spsk korianderfrø, 1  spsk spidskommen, 1 spsk. fennikelfrø, 1 spsk. sort peber, 4 kardemommekapsler, 1 tsk. gurkemeje, 1 tsk. kanel i din morter eller kaffemølle. Smid karryblandingen på panden og rist den, indtil den ryger svagt.

Stor gryde på blusset. Hak løgene og svits dem i olien sammen med karryblandingen. Skær kødet i store tern og brun det af sammen med løgene. Smid hvidløg, chili, ingefær (uden skræl), halvdelen af korianderbundtet og myntebundtet i en blender sammen med limesaften og vand nok til at blende. Blend! Tilføj denne blanding til gryden sammen med tomaterne og kokosmælken. Kog karryen i mindst 2 timer. Juster med salt, chili og lime.

Anret karryen med koriander- og mynteblade. Server med ris eller naanbrød. En blob yoghurt er også godt, og du kan jo lige kan give det lidt hakket mynte, så vi nærmer os en raita.

Filed under hovedret kylling chili

0 notes &

Brændende kærlighed - flammende, nærmest!

Kartoffelmos med lidt baconfnuller på toppen. Ja, det lyder jo godt.

Kog kartoflerne godt ud. Hæld vandet fra, tilsæt en god gang smør, en håndfuld revet parmesan en skefuld creme fraiche og rør kartoflerne til en mos. Smag til med salt og peber.

MEN…imens kartoflerne koger, smider du 200 gram bacon i en pande ved middel varme. Steg indtil de er gyldne og sprøde. Smid 2 strimlede løg og 1 fed hakket hvidløg ned til grisen sammen med 1 strimlet rød peber. Steg ind.

Tilsæt lidt chilisauce, tabasco eller cayennepeber - den skal sgu brænde lidt på læben. Husk også at give den salt og peber.

Anret med lidt hakket kruspersille. Sløset, rodet og herligt.

Filed under bacon chili hovedret kartofler